Pilgrim

Den 1. februar 2009 blev jeg konstitueret som pilgrimspræst i Viborg stift. Indtil denne dag har jeg været pilgrim og præst. Jeg skriver pilgrim først, selvom det var det jeg blev sidst.

Præst blev jeg i 1993. I et landsogn på Fyn. Pilgrim vidste jeg først at jeg var, efter min første lange pilgrimsvandring fra Sct. Jean de Port til Santiago de Compostela i 1999. Efter dén vandring vidste jeg – som enhver pilgrim ved det efter den første vandring – at pilgrim har man været hele livet. Man vidste det bare ikke!

Vandringen gør dybt indtryk. Forandrer og forvandler både én selv og den måde man ser livet på.

Den sætter fri, giver rum til eftertanke og gør opmærksom på de væsentlige værdier i tilværelsen.

Pilgrim er min identitet. Min måde at se mig selv på. Min måde at være i verden på. Derefter kan jeg blive så meget andet. Først præst og nu pilgrimspræst.

Hvad er en pilgrimspræst?

Det spørgsmål har mange stillet mig siden jeg blev ansat. Da pilgrimspræstestillingen i Viborg er den første pilgrimspræstestilling der er oprettet i Danmark, er der ikke noget hurtigt og enkelt svar på spørgsmålet. Sammen med Viborg Pilgrimscentrums bestyrelse er jeg nu ved at finde ud af hvilke opgaver jeg skal påtage mig som pilgrimspræst. Vi henter bl.a. inspiration i Sverige og Norge, hvor de har haft pilgrimspræster og pilgrimscentre i flere år.

Indtil videre er stillingen en 25% stilling. Det betyder, at der indledningsvist må udvælges nogle opgaver blandt mange interessante og oplagte opgaver for en pilgrimspræst. Men visionerne for fremtidens arbejde er mange.

 Visionerne for arbejdet : 

1.  Teologisk refleksion omkring pilgrimsvandringen samt udarbejdelse af materiale/idebank  med forslag til konkrete temaer for vandringer, former for vandringer, andagter, liturgier.  

2.  Arrangere vandringer og andagter.  a. Vandringer til og fra Viborg. Dagsvandringer i og omkring Viborg. Længere vandringer ad Hærvejen og andre steder herhjemme og i udlandet. b. Andagter og gudstjenester med Domkirken som centrum.

3.  Arrangere retræter. Udsendelsesretræter og hjemvendelsesretræter. Fokus på den vej jeg vil gå og fokus på hjemvendelse – Hvordan går jeg videre? Hvilken retning vil jeg vælge? Hvad er mit mål? Spørgsmål om valg og værdier.

4. Udsendelse og modtagelse af pilgrimme, åndelig vejledning. Samtaler. Andagter.

5.  Konsulent for præster og menighedsråd og andre interesserede i Viborg/Danmark, der vil anvende pilgrimsvandringen i undervisning, sognearrangementer m.m.

6.  Kontakt til lokale institutioner/virksomheder i Viborg.

7.  Nordisk/Internationalt samarbejde

1. Kontakten til pilgrimscentre og pilgrimme i andre lande.
2. Besøg, studier, møder, konferencer
3. Fælles arrangementer som Nordisk økumenisk pilgrimsvandrin

8. Kontakten til græsrodsbevægelserne herhjemme

9. Udarbejdelse af vandringer/retræter som et tilbud til offentlige og private virksomheder i deres personalepleje.

Den svenske pilgrimspræst i Vadstena, Hans Erik Lindstrøm, har med 7 ord forsøgt at indkredse pilgrimsvandringens essens. Det der kendetegner pilgrimmens liv. Det pilgrimmen får under vandringen. Han taler om, at vandringen giver: Langsomhed. Stilhed. Frihed. Bekymringsløshed. Enkelhed. Spiritualitet og fællesskab.

Og mon ikke det er hvad mange af os går efter, når vi går? 

Langsomheden der bestemmer os undervejs, fordi vi umuligt kan bevæge os hurtigt når vi vandrer. Vandringen sætter os ned i tempo og modsiger os i vores hastige, overfladiske gang gennem livet. Langsomt bevæger vi os ad vejen, vi går og langsomt bevæges sindet undervejs. Vi bliver nærværende her og nu. Opmærksomme på dem vi møder og slår følge med. Opmærksomme på vores egen indre stemme og opmærksomme på Guds tale til os.

Gud kalder os igen og igen til opbrud. Kalder os ud af vores forsøg på at sikre os – eller ud af den illusion, at vi kan sikre os når det drejer sig om de væsentlige forhold i livet. Livet, døden og kærligheden. Det er når vi er dér, hvor vi er: Så sårbare som vi er og så afhængige af fællesskabet, som vi ér, uden facader, dér kan vi komme i kontakt med både Gud og medmennesket. Dér i mødet bliver vi til – og det er hér vi mærker, at vi er både krop og ånd. At vi er i live. At vi er mennesker. Derfor er der så mange af os, der går efter langsomheden. 

Og stilheden. Stilheden, der giver mulighed for at lytte. Lytte indad og opad.

Vi kan lytte til den indre stemme og til Guds stemme, der taler til os altid, men som mange af os ofte lukker af for. Det er besværligt at lytte – for lytter vi, så må vi lægge livet om. Lytter vi, må vi standse op. Afbryde vores bevidstløse jagt på sikkerhed. Vores af og til krampagtige forsøg på at fylde tomrum ud med travl aktivitet. Det kan gøre ondt at lytte. Når vi lytter kan vi måske høre smerten i sindet, som trænger sig på og vil have rum. Smerten, der kommer med livets tab og som intet menneske undgår. Smerten der er forbundet med kærligheden og tabet af den. Det kan gøre ondt at lytte men det gør også fri. For når vi lytter kan vi – ud over at høre smerten – også høre Skaberens stemme. Ham der sætter os fri med ord som: Frygt ikke! Du er min! Jeg er dig altid nær!

Friheden finder vi når vi giver slip på alt det, vi forsøger at få magt over. Alt det som ikke er i vores magt. På forunderlig vis bliver disse grundvilkår for menneskelivet tydelige for os under vandringen. I bønnen: Herre Jesus Kristus ske din vilje! – sættes vi fri til at være til stede i livet hér og nu. Eller i bønnen: Herre, vis mig din vej og giv mig vilje til at gå den! 

Vandringen åbner sindet for bønnen og igennem bønnen kommer bekymringsløsheden til os. Når vi lægger dét, vi ikke selv magter i Guds hånd. Enkelheden gør bekymringsløs: Se, hvor lidt jeg behøver! Jeg kan klare mig med dét, der kan være i en rygsæk! Det er ikke hus og sommerhus og  biler og andre materielle ting, der gør mig lykkelig. Nej, det er dét, at møde det andet menneske. Knytte bånd og følges ad. Dele dagen og vejen.

Fællesskabet opstår undervejs – fællesskab med det menneske jeg møder på vejen og fællesskab med Gud. Vi er forbundet. Forbundet af kærlighedens Ånd. Spiritualitet kalder man det også – at jeg er et menneske, der er krop OG ånd – og ved ånd forbundet med min Gud og med mit medmenneske. 

Alt dette går vi efter, når vi går! At finde ind til livets kerne. Hans Erik Lindstrøms ord rammer helt centralt, og med langsomheden, stilheden, friheden, bekymringsløsheden, enkelheden, fællesskabet og spiritualiteten følger livsglæde og livsmod. Alt i alt giver det nærvær. Væren NU – det er det samme, som at få livet igen!

Og når vi mærker, at vi er i live, kan vi også mærke frygt, sorg og vrede. Følelser, som de fleste af os helst vil af med, men som ingen af os kan komme udenom, så længe vi er i live. Det får mig til at tænke på nyindsatte pilgrimspræst i Trondheim, danske Berit Schelde Christensens ord på Nordisk pilgrimstræf i Oslo i februar. I sit indlæg ”Drømme og visioner for tjenesten i Nidaros” taler hun om at finde flere ord, der kendetegner pilgrimmens liv. Berit Schelde Christensen henter inspiration i Sankt Olav-traditionen med ord som: Mod og udholdenhed, livskraft, vildskab, hengivelse og overgivelse, kamp og tjeneste. Disse ord er hermed videregivet til inspiration og eftertanke. Måske kan du selv føje flere ord til? Hvad går du efter? Hvad giver vandringen dig?  

Som afslutning vil jeg nævne ordet forsoning, som et ord der kan stå som overskrift for enhver pilgrimsvandring. Undervejs kommer livet til mig. Fortidens glæder og sorger. Vildveje og afveje. Mit liv og alt hvad det rummer, står tydeligt for mig, mens jeg vandrer dér på vejen, som noget jeg ikke kan komme af med eller uden om. Vandringen fører mig til en erkendelse af at: Det er, som det er! Og en forsoning hermed, så at jeg kan leve med mit liv, som det var og er, fordi jeg endnu engang møder kærlighed og fordi evangeliet igen og igen fortæller mig: Du er elsket, som du er!

Jeg ønsker dig god vandring!

Vi er gået ind i det nye år. Overgangen fra det gamle til det nye markeres nytårsaften. Den aften sætter en tydelig grænse imellem min fortid og min fremtid og minder mig om, at der findes en endegyldig grænse for mit liv – et sted derude i fremtiden.

I det forgangne år er en særlig opmærksomhed kommet til mig, som tydeliggør denne grænse. Ikke som noget jeg hele tiden lever bevidst om, men en erkendelse, der kommer til mig i glimt: Det er ikke nogen selvfølge, at jeg lever i dag! Når jeg skriver det, kan jeg se, at det lyder banalt. For selvfølgelig er livet ikke en selvfølge. Men selvom tanken er banal, så selvfølgelig den er, så kan den – når den slår mig – pludselig sætte mig fri af al bekymring og fri af hvad der kan forstyrre mit nærvær i verden her og nu. Erkendelsen kom – som al erkendelse kommer, tror jeg – ved en grænse. I mit tilfælde var det grænsen for et andet menneskes liv. En kvinde i min omgangskreds døde 48 år gammel. Hun fik nøjagtig lige så lang tid at leve i, som jeg har fået indtil i dag. Hver dag der bliver føjet til mit liv fra nu af er en ren gave. Det var det også før, men før var jeg ikke så opmærksom på det.  Erkendelsen gør noget ved mig i de øjeblikke, den kommer til mig. Livet bliver enkelt – det skal leves nu, mens jeg har det.

Her mellem jul og nytår har jeg læst Paul Austers ”Brooklyn dårskab”. En roman, der bekræftede mig i min livgivende erkendelse. Romanen er en fortælling om Nathan Glass, der indledningsvist er en bitter, udbrændt og selvopgivende mand. På forunderlig vis bliver han viklet ind i andre menneskers historie og derigennem finder han mening, indhold og retning i livet igen. I romanens slutning bliver han alvorligt syg og tror, at  nu skal han dø. Han overlever mod alle forventninger og véd fra da af, at ”mit liv, i ordets snævreste forstand , ikke længere var mit eget”..… Han forstår med andre ord, at hvert åndedrag er en gave.

Efter nogle dage på hospitalet bliver han udskrevet: ”Så lod de mig gå. Jeg trådte ud i den kølige morgenluft, og jeg følte mig så glad over at være i live, at jeg havde lyst til at skrige. Over mig var himlen ren og dybblå. Hvis jeg gik hurtigt nok kunne jeg nå hen i Carroll Street før Joyce (hans kæreste) tog på arbejde. Vi kunne sidde i køkkenet og få en kop kaffe sammen… så ville jeg følge Joyce til subwayen, lægge armene om hende og kysse hende farvel. Klokken var otte, da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11.september 2001 – bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordlige tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tretusind brændte lig drive hen over Brooklyn og styrte ned over os i en sky af aske og død. Men lige nu var klokken stadig otte, og mens jeg gik hen ad Avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde havde levet.” (Side 333-334.)

Livet er en gave. Det er nu!  

Af og til spør´ jeg mig selv om bekymring for nutiden mon er blevet en særlig kristelig/kirkelig måde at forholde sig til omverdenen på? Bekymringen for tidens tendenser. Bekymringen for det moderne menneskes måde at være i verden på. Det er som om vi i kristelige/kirkelige kredse helt kan komme til at glemme, at vi selv er en del af tiden. Men det er vi jo - heldigvis. Vi lever nu! Og derfor er vi – som alle andre nulevende – præget af tendenser i tiden. (Med mindre vi altså har konserveret os selv og sat os selv udenfor tiden? Det kan man vistnok godt. Der er bare ikke så meget liv i det!)

For nylig bragte Kristeligt Dagblad en artikel med omtale af en svensk religionssociologisk undersøgelse, der viser en sammenhæng imellem “afslapning og åndelighed”. Det er en lidt sjov måde at formulere det på, når det egentlig handler om det moderne menneskes søgen efter stilhed. Den lidt sjove formulering kalder da også straks på bekymringen. Undersøgelsen vækker bekymring både i svenske og i danske kirkelige kredse – for hvad er det for en åndelighed, der lader sig definere ved en søgen efter stilhed? Bekymringen går nok mest på hvilke tanker og følelser der kan ske at fylde stilheden i den enkelte ud?

Bekymringen siger mig lidt om en manglende erkendelse af hvor langt vores magt over andre egentlig rækker. Eller hvor kort. For vi har jo ingen magt over hvad andre føler og tænker – selv når et menneske deltager i en traditionel højmesse søndag formiddag, hvor evangeliet bliver forkyndt på traditionel vis, er der ingen, der kan vide hvad dette menneske tænker og føler!

Den bekymrede forsøger at få magt over noget, han egentlig er afmægtig i forhold til.

Bekymringen viser også en mangel på tillid og respekt for den anden. Hvor er respekten for nutidens menneske som et menneske skabt i Guds billede med en iboende længsel efter sin skaber?

Bekymringen er en lidt indskrænket, bedrevidende måde at forholde sig til den anden på. ”Jeg er bekymret for dig, for jeg ved bedre end du, hvordan du burde leve!”

I mødet med al denne bekymring kommer jeg til at tænke på de gamle. På min farmor, for eksempel, der var så bekymret for sine teenagebørnebørn, der slet ikke lignede hende, da hun var ung. Der tænkte og handlede helt anderledes. Hvordan skulle det dog ikke gå dem? 

Når det moderne menneske har helt ret i at søge stilheden før noget andet i sin åndelige søgen, så skyldes det, at stilheden åbner op for muligheden for at lytte. Lytte indad, udad og ”opad”. Lytte indad til egen længsel. Lytte udad mod medmennesket – og lytte ”opad” mod Gud.

Stilhed giver mulighed for væren. Væren er ånd!

Ånd har med åndedrag at gøre. ”Gud indblæste ånde i næseborene på sit menneske”, da han skabte det, og det gør han til stadighed. Han holder enhver af os i live – lige så længe Han vil – med sin Helligånd.

I stilheden kan vi lytte indad og komme til os selv. Vi kan ikke komme til os selv udenom Gud. Hans kærlighed skaber vejen hvorpå vi kan finde modet til at blive os selv, sådan som Han oprindeligt har tænkt os.

I stilheden kan vi komme til Gud. Vi kan ikke komme til Gud uden at ha´ os selv med. Vi kan for eksempel ikke komme til Ham uden den del af os, som vi ikke bryder os om. Facader virker ikke i forhold til Gud – og i øvrigt heller ikke i andre kærlighedsforhold. I forhold til den elskede, må vi komme som os selv og ha´ det hele med. Og komme som os selv og ha´ “det hele” med, det kan vi når vi bliver mødt af kærligheden. Min elskedes kærlighed. Guds kærlighed. Den kærlighed vi kan finde, når vi søger den. I stilheden. I nærværet.

Martin Lønnebo, tidligere svensk biskop siger: “Du kan sammenligne menneskesindet med en flod. I vores hastige liv driver vandet så hurtigt, at intet får lov at synke mod bunden. Men det er når strømmen løjer af, at ting kan bundfælde sig, og vandet bliver klart. Det er kristendommens opgave at hjælpe mennesker med at blive stille for at finde sig selv og for at finde Gud.”
Sådan er det i vores tid – som det har været det til alle tider. Vi kan spare os bekymringen!

Jeg støder på den igen og igen. I mig selv og hos andre. Længslen efter åndehuller. Fysisk og åndeligt. Lommer i livet med tid til bare ”at være”. De fleste af os haster af sted. ”Jeg forsøger at sætte mig i mørkningen og se solen gå ned og være stille lidt. Men det lykkes meget kort tid ad gangen. Jeg kommer hele tiden til at tænke på, hvad jeg skal huske at gøre. Og det lykkes mig ikke! Men jeg vil så gerne sidde et øjeblik og bare være. Sige til mig selv: I dag er det torsdag. Mærke, at det har været en dejlig dag!” Sådan siger en veninde til mig. Tempoet – det alt for høje tempo – udhuler os. Dræner os. Det er erfaringen. Og med erkendelsen, der kommer med alderen: at livet er kort, bliver det – for mig – mindre og mindre vigtigt at præstere og mere og mere vigtigt  ”at være” og finde tid til at sætte mig ned et øjeblik og mærke:  

”I dag er det fredag! Det er en dejlig dag!”

Det er ofte lysten, der driver os, når tempoet bliver for højt, tror jeg. Virkelysten. Lysten til at gøre en forskel. Og så kan det – ud over lysten  – være trangen til at vinde de andres accept. Eller mere direkte: Længslen efter kærlighed. 

Når det er længslen efter kærlighed, der bevæger os i og til vores overarbejde, så arbejder vi mere end vi behøver for at få noget, vi ikke vil have, som min mentor Bent Falk siger det. Den ”kærlighed” vi får i kraft af vores præstationer – den har ikke noget med kærlighed at gøre. Kærlighed har at gøre med din væren – ikke med din gøren. Kærligheden forsvinder ikke i det øjeblik du ikke kan præstere. Den rummer dig, når du er sårbar og afmægtig. 

Længslen efter åndehuller er ud over længslen efter tid også længslen efter et præstations-frit rum. Den er længslen efter kærlighed. Det er godt at vide, hvad man søger, når man søger. Så man kan søge de rigtige steder – og finde! 
Åndehuller. Lommer. Der, hvor vi kan hente næring – livsmod og håb – til livet. Jeg vil her give jer en ”lille lomme” til dagen i dag. Et åndehul i form af et kort uddrag af P. O. Enquists roman: Kaptajn Nemos bibliotek. En fortælling, der giver et øjebliks rum til at du kan være dén du er, med alt det, der er i dig. Det, der gør glad og det, der gør ondt. Din glæde og din smerte. Din frygt og din længsel. Et rum, hvor du kan være, også når du ikke har noget at gi´ – når du ingenting kan præstere: 

Bagefter burde jeg ha tænkt: det er mærkeligt med dét, der sker. Man får et smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Engang imellem er det så forfærdeligt, at man bare vil dø. Men når så alting er allermest forfærdeligt, da ved man jo, at man alligevel på en eller anden måde lever. Det kan jo mærkes. Det brænder pludselig og bliver tilbage som et lille brændende punkt af smerte. Og så lever man jo, hvis man ikke sætter det over styr.
 
Man behøver jo ikke at tro at alting er så lykkeligt. Bare man forstår, at der altid gives noget, der er bedre end døden. Og så skal man beholde dét, der gjorde ondt. Der er ingen mening i at krybe udenom, og glemme, sådan som både Johannes og jeg gjorde. For hvad har man så tilbage. Og så findes der ikke nogen mening overhovedet i noget af alt det, som gjorde ondt.
Så havde det bare gjort ondt. Helt meningsløst. Og så var man bare et helt meningsløst menneske.
Det er måske dét, der gjorde ondt, som er beviset på, at man blev et menneske.
 
Jeg kommer til at tænke på lignelsen fra Johannesbrevet i Det nye testamente. Lignelsen er som følger. Det er Jesus, der fortæller lignelsen om æselet og den tomme honningkrukke.
 
Æselet, fortæller Jesus til sine disciple, skulle have fødselsdag, og for at glæde æselet fik dets to venner, Grislingen og Peter Plys, den idé at give hver sin fødselsdagsgave til Æselet, som var temmelig fåmælt og tankefuldt og tit sukkede tungt. Derfor købte Grislingen en ballon og Peter Plys en krukke honning til den fælles ven. På vej hen til Æselet blev Peter Plys sulten og smagte på honningen, der var god; og inden han nåede frem var honningkrukken tom.
Grislingen løb ivrigt ved siden af med ballonen i favnen, men snublede pludselig og faldt, så ballonen revnede og blev som en lille slap klud. Da de ankom var der kun en tom honningkrukke og en ballonlas igen.
Da de overrakte deres gaver, fortalte de to venner skamfuldt Æselet, hvad der var sket. Æselet kiggede så lidt på gaverne med sit sædvanlige bedrøvede blik, og de to venner vidste ikke deres levende råd af sorg og skam. Men så tog Æselet ballonlasen og puttede den i krukken. Og bagefter tog det, efter at have tænkt lidt over det, igen lasen og fiskede den op af krukken. Og så puttede det lasen ned igen.
Det her, sagde Æselet fornøjet til sine venner, er en meget praktisk krukke at have ting i. Og denne ballonlas er en ting, som man kan have i denne praktiske krukke.
Og de forstod pludselig, at dèt de troede slet ingenting var nu var noget, og de blev meget glade.
 
Det var lignelsen om Æselet og honningkrukken. Man får et smæk, men der er ikke noget, som er håbløst. Man beholder dét, der gjorde ondt, og så er det mere værd end lykken.
Sådan var det med Bibelen. Man kunne finde, hvis man søgte. Og så hjælper det én over det, der er svært. Man er jo altid en tom krukke, eller en laset ballon, hvad der kan være meget værd, fortalte Jesus sine disciple.  
Kaptajn Nemos bibliotek, side 133-135.